Lolk Hjort

Træfpunkt

Sidste år bestemte jeg mig for at købe Peter Dyreborgs bog Træfpunkt, fordi han lovede mig at den ikke gik ud på at skabe pædofili-panik eller give anledning til ligegyldig forargelse. Det løfte holdt også vand; Det er en ret neutral bog, der så vidt jeg husker ikke på noget tidspunkt moraliserer over de behandlede emner.

Når jeg skriver 'så vidt jeg husker', er det fordi det er svært at holde nogen del af Træfpunkt fast i hukommelsen. Det centrale i den er en lille samling samtaler, der har fundet sted på telefonlinien Træfpunkt med forfatteren som deltager, og som han derefter har transkriberet og udgivet sammen med et link til optagelserne. De er såmænd ok underholdning, hvis man mangler noget at få tiden til at gå med, og nogle gange er de også lidt komisk-absurde, men jeg er alligevel ved at falde i søvn flere gange og glemmer dem næsten i det øjeblik, jeg lukker bogen. Efterordet er en dræbende omgang akademi, der mest af alt lader til at have den funktion at få samtalerne til at se ud, som om de er stor kunst med en masse spændende implikationer. Det lykkes ikke - det bliver til en læsning af en fortovsflise, et luftigt forsøg på at løfte noget, der ikke kan gå selv. Faktisk virker samtalerne endnu mere tynde i efterordets pompøse lys.

Der er ikke nok stof i samtalerne til at skabe eftertanke. Mest af alt er det opremsninger af seksuelle handlinger, der måske-måske ikke er foregået/foregår, og ikke noget, der giver et eller andet perspektiv på disse handlinger, om det så er følelsesmæssigt eller intellektuelt. Hvis der havde været mange flere samtaler, ville der helt sikkert have været et potentiale for at vække tanker, men det er der ikke. Bogen er heller ikke særligt interessant sprogligt eller formmæssigt, selv om det er dette, efterordet forsøger at gøre til pointen. Dyreborg skriver selv i en note på Facebook:

"Hvad er det her (Træfpunkt 1 og 2) for nogle bøger, og hvorfor er de så underlige og ved siden af alt andet, der udkommer for tiden (og dét er de) – det her er jo hverken (lang opremsning), men hvad er det så?"

Det er endnu en bog, der ikke rigtig passer ind i nogen eksisterende genrebegreber (om man skal opfinde begrebet 'smal humor', nøjes med ordet 'smal' eller finde på noget helt tredje for at beskrive bogen, har jeg svært ved at regne ud), og endnu et stykke ikke særligt vedkommende litteratur, der ikke rigtig når nogen vegne. Den lægger sig i forlængelse af en lang række avantgarde-kunst, der ser ud til at være smattet sammen så nemt og hurtigt som muligt og lader læseren om tankevirksomheden, mens skaberen insisterer på hvor genialt værket er (og dermed provokerer/irriterer, snarere end at provokere med selve værkets indhold, apropos Lars Bukdahls nylige weekendavis-omtale af de to nye træfpunkter og Dyreborgs kritik af den (selve omtalen er vist ikke på nettet, men se evt. her hvis du gider sætte dig ind i kværulanteriet).

Det er også denne standard-formulaiske kvalitet ved bogen, der gør at jeg overhovedet har gidet beskæftige mig med den, siden jeg læste den: Fordi den ikke skiller sig ud fra så mange andre kunstobjekter, kan en diskussion af den passende repræsentere en diskussion af en hovedtendens i moderne kunst som sådan. Desværre er den svær at diskutere, netop fordi der ikke rigtig er noget i den.



Træfpunkt 2

I år udgav Dyreborg Træfpunkt 2, der på forsiden har et citat fra en debattør på siden Kvinder For Frihed, nettets bedste kilde, hvis man er til hysteriske forbudsfetishister, der helst svarer et argument med en serie skældsord og en politianmeldelse. Citatet opfordrer til afbrænding af bogen, og det er så hvad Dyreborg har gjort for derefter at sælge det brændte eksemplar af bogen til samme pris som det u-brændte. Træfpunkt 2 er til gengæld en slags forsvar for / forklaring af Træfpunkt, hvor Dyreborg forsøger at gøre det klart, hvorfor bogen er god (og hvorfor han ikke har gjort noget ulovligt).
Egentlig bør jeg ikke klage over svar på tiltale: Jeg har tidligere bedt ham om en forklaring på, hvorfor jeg ikke skulle afvise bogen som et stykke makværk. Som Dyreborg selv har skrevet, bør et værk kunne tale for sig selv, og det kan gode værker også - derfor er Træfpunkt 2 nødvendig. Og også mange tak for forklaringen, der bringer mig lidt længere væk fra mistanken om, at Dyreborg udmærket selv ved at hans litterære ideer ikke er gode, og bare ikke har respekt nok for læseren til at hoppe over hvor gærdet rækker lidt længere ind i himlen - og tættere på den tese at han blot er offer for den voldsomt idiosynkratiske selvforblændelse, der så ofte bliver os forfattere til dels, når vi glemmer at vi altid skriver det, vi selv bedst kan lide.

Men når forklaringen bliver udgivet i bogform, står jeg med endnu et stykke tynd litteratur i hånden. Igen er der et par små ting, der er lidt interessante - det er f.eks. ret væmmeligt, at boghandleren på Statens Museum For Kunst pludselig nægter at sælge Træfpunkt efter Dyreborgs foredrag om samme, fordi de synes den er 'for meget' (men i samme boghandel har et katalog stående med fotos af maltrakterede lig) - men igen er det svært at huske noget, efter jeg har lukket bogen.

Den brændte bog

Den bog, jeg egentlig har fået til opgave at anmelde, er Den Brændte Bog, som Dyreborg har valgt at kalde de brændte eksemplarer af Træfpunkt, han sælger (eller i mit tilfælde sender til anmeldelse). Asken er hældt i en lille gennemsigtig pose, der så er blevet pakket ind i bogens ikke-brændte omslag. Indeni omslaget er også et mærkat, der angiver bogens nummer, forfatterens underskrift osv.

Da jeg modtager 'bogen', åbner jeg omslaget og betragter asken lidt. Denne version minder mig faktisk påfaldende meget om den første. Den afkræver også læseren en generøs mængde kreativitet for at få en funktion. Jeg bliver mindet lidt om en pose blomsterfrø, så jeg bestemmer mig for at lave et eller andet med asken. Jeg kommer i tanker om en miniatureversion af en zenhave, jeg så på en tur til Wien, og bestemmer mig for at bruge asken til formålet i stedet for sand. Her er resultatet:



Lidt kønt er det da, også selv om jeg kun kunne finde en firkantet tallerken at bruge som sandkasse og en gaffel som rive - zenhaver har åbenbart ikke rigtig fængt an i Danmark endnu. Men da jeg forsøger at tegne mønstre i 'sandet', klumper det sig sammen - nogle steder fordi der er små ubrændte stykker papir + diverse udefinerbart i asken - men mest fordi asken bare ikke er grovkornet nok til at danne mønstre i. Jeg må konstatere, at også dette eksemplar af Træfpunkt er for tyndt til rigtig at kunne bruges til noget.