Lolk Hjort

En undersøgelse i Ugebrevet A4 har sat gang i en del debat om selvcensur. Det får mig til at spekulere over, hvad selvcensur egentlig er? I undersøgelsen er det defineret som når man dropper et projekt (jeg går ud fra at projekt betyder værk), fordi det "kunne krænke andre menneskers religiøse, politiske, seksuelle eller etniske følelser". Den definition levner plads til meget, der ikke har noget at gøre med at være bange for trusler eller repressalier - f.eks. hvis man i en bog undlader at bruge ordet 'pik', fordi det kan virke stødende - hvilket man måske gør for at skabe en bestemt æstetisk effekt eller skrive værket ind i en bestemt genre (eller undgå en anden).

Når jeg tænker over, hvorvidt jeg udøver selvcensur, må svaret også være ja. Umiddelbart tænker jeg at selvcensur må være, når man skriver det, man tror at læserne bedst vil kunne lide. Og det gør jeg da. Det er hele basis for mit forfatterskab at jeg prøver at finde frem til det, flest mulige læsere vil kunne lide. (Selvfølgelig er nogle læsere vigtigere end andre - for mig fordi nogle læsere udviser en større evne til at lade et værk røre dem, og derfor vil jeg satse på at skrive noget, de kan bruge, i stedet for at satse på mere 'besværlige' læsere, dvs. dem der bruger bøger som tidsfordriv og derfor aldrig får det store ud af dem. For andre er nogle læsere måske vigtigere, fordi de tilhører forfatterens egen subkultur, fordi de er vedkommendes venner eller fordi de har magten til at give en karakter / et legat på basis af værket.)

Men jeg forudsætter selvfølgelig at en af de ting, læseren vil kunne lide, er umiddelbart at blive lidt 'krænket' - hvis den krænkelse på et eller andet tidspunkt så slår over i begejstring, fordi personen fik brudt en mur ned og lærte at se noget på en ny måde. Hvis folk bare bliver sure og ikke udvikler sig af det, har jeg vel fejlet i det, jeg forsøgte at gøre.

En debat om, hvorvidt det er kunstens pligt at provokere, spøger her. Det spørgsmål har været oppe at vende for ikke så lang tid siden, og jeg husker at jeg undrede mig meget over, at så mange af dem, der deltog i diskussionen, blandede provokation som et velkomment middel til eftertanke sammen med provokation som i at fornærme folk for fornærmelsens skyld. Som om de ikke selv kendte til det at blive stødt over noget for derefter at komme til at tænke nærmere over det og se det på en ny måde. Eller måske tværtimod som om de altid fik ny indsigt ved at blive pisset af (men det virker usandsynligt på mig, for de fleste mennesker er ret nemme at pisse af, uden at de af den grund virker klogere bagefter - snarere mere snævertsynede, som man jo ofte bliver af at være vred, fordi det er svært at rumme andet end sin egen fornærmethed i den tilstand).

Måske er det samme slags sammenblanding, der foregår i Ugebrevet A4's undersøgelse: Man forudsætter en slags kunstens pligt til at krænke andre mennesker, men skelner ikke mellem den krænkelse, der i sidste ende vil være velkommen, og den, der ikke vil tjene andet formål end at såre og skabe splid?

Nå, men det var egentlig meningen at dette indlæg skulle være en mere generel filosoferen over, hvad selvcensur er. Jeg tænker at det er, når man (her forfatteren) undlader at skrive det, man selv ville synes var bedst som tekst, fordi man prøver at tilpasse den til læseren. Og gør alle, der publicerer deres ting, ikke det i stort omfang? Det vil jeg da håbe, for ellers er der vel ikke nogen pointe i overhovedet at have læsere.